Om Energiskalaen

På Energiskalaen.dk sætter vi fokus på vores jord og de knappe ressourcer, som vi i bund og grund har til rådighed. Nyere undersøgelser viser, at vi hvert år på globalt plan forbruger, som havde vi 1,7 jordklode til rådighed. Det har vi, som bekendt ikke, og ovenstående bevirker derfor, at vi år for år gør indhug på miljøet.

De store klimaforandringer vi i disse år er vidne til, skyldes dels vores overforbrug og dels, at vi ikke har indset, hvad det er, vi er i gang med. Hos Energiskalaen.dk tror vi på, at alle mennesker er gode, og reelt vil det bedste for miljøet. Det er derfor ikke fordi, at vi har slette hensigter, at vi ikke “opfører os ordentligt”, men fordi, at vi opfører os ubetænksomt, har svært ved at konkretisere følgevirkningerne og fordi, at vores vaner er så indgroede, at vi ikke formår at ændre dem hurtigt nok.

Det vil vi gerne lave om på – derfor Energiskalaen.dk. Her samler vi vores tanker, betragtninger, gode råd og erfaringer, der kan hjælpe både dig, din nabo, dine forældre, din søster, hendes børn, deres børn og vores alle sammens børn imod en bedre fremtid. Vi ønsker, at der også er rent drikkevand om 100 år, og at de nyere generationer også skal kunne høre fuglenes kvidren og biernes summen. Sat på spidsen ønsker vi, at alle bliver stukket af en lille bi i deres barndom, så de lærer at værdsætte vores alle sammens moder jord.